Formanden har ordet
Det er blevet sommer, selv om vejret mere har været efterårsagtigt.
Det har nu ikke stoppet aktiviteterne i klubben.
Onsdag den 30. juni afholdt vi grillaften på altanen og det holdt tørvejr! Tidligere i juni var vi i Sakskøbing og passe forstærkeranlæg.
Det var i Saxenhushaven, hvor vi også for en del år siden lavede lyd.
Der var musik og sang med stort sangkor og seks musikere mm.
så vi havde fire mikrofoner på! Det var en spændende opgave, da det er mange år siden vi sidst har haft større lydopgaver. Mixer og højtalere havde vi lejet gennem ”Hercules”, hvor Michael Rubech arbejder. Vi har ikke selv noget anlæg, men har nu bestilt en fem-kanals mixer, som vi har manglet i mange år. Den kan både bruges i marken og sammen med vores redigerings- anlæg!
Gennem foråret har jeg været til en del møder om det kommende El-værksprojekt. Jeg er repræsentant for Foreningshuset, derudover var der folk fra Masken, Sprøjtehuset og kommunen med til møderne. Vi har været inde i bygningerne, som skal omdannes til kulturhus med de to teatre, foreningerne mm. NFBK får lokaler i værksteds-bygningen, i stueplan med nogle gode rum. Men det hele skal godkendes mange steder og pengene skal findes, så der kan gå nogle år før det bliver ført ud i livet. Første del af projektet skal dog snart påbegyndes, da det går ud på at genhuse Sprøjtehus teatret. Deres bygning, ved siden af vores, er ved at falde sammen, da jorden synker, den ligger lige over åren!
Af kommende projekter kan nævnes medvirken ved Festugen, vi udstiller og optager video i Hollandsgård fredag d. 30. juli.
Vi skal også allerede søndag d. 11. juli på vores sommerudflugt til København og besøge Imperial og Pallads -biograferne samt Bakken. Dette kan du for øvrigt også læse mere om på ”nfbk.dk”, hvor der løbende kommer nye opdateringer!
I løbet af sommeren og efteråret har vi planlagt forskellige aktiviteter, som du kan se på bagsiden. Allerede lørdag d. 21. august holder vi ”Temalørdag” fra kl. 15.00 frem til om aftenen. Emnet vi tager fat på, er ikke bestemt endnu, så du kan også komme med forslag til denne dag. Henrik Elo
Ny PC og Mixer i NFBK
I klubben har vi længe haft en ny pc på ønskesedlen og nu skulle det være tæt på at vi indkøber den. Vi har sparet sammen og er i gang med at undersøge markedet, så vi får mest for pengene. Vi har allerede bestilt en mixer med fem XLR indgange og to Phono indgange, den har vi ønsket længe. Så nu skulle set blive sjovere at lave lyd i NFBK.
NFBK er med under Festgen
Vi har gennem foråret haft et par møder med ”Artitide” der er medarrangør af Nykøbing F. Festuge. Vi har lavet aftale med dem om at vi udstiller gammelt og nyt lyd og videoudstyr, i et telt i Hollands- gård. Dette er en del af vores fremstød for at skaffe nye medlemmer. Vi har standen sammen med Stubbekøbing Motorcykel og Radiomuseum. Det er blandt andet Benny Ahlburg der stiller derfra, ham er der nok en del der kender, De udstiller gamle grammofoner mm. Udover udstilling skal vi lave nogle optagelser, som vi kan redigere på stedet. Det foregår fredag d. 30. juli fra kl. 14.00 til 19.00.
Vi møder dog i klubben kl. 10.00 for at gøre klar og køre til Hollandsgård. Kom og deltag eller besøg os i gården.
NFBK opdateres på nettet
vores hjemmeside bliver løbende udbygget og allerede nu kan du se en kalender der opdateres, hvis der midt i en periode kommer nye eller haste opgaver, så skal du følge med, så klik ind på www.nfbk.dk. Vi har også fået et billedarkiv på, hvor du kan se billeder fra vores grillaften og andre aktiviteter. På siden er der et link til Nykøbing Festuge, der kan du se hele programmet.
Temalørdag
Lørdag den 21. august holder vi temalørdag. Det er et nyt punkt, som vi håber kan være tilbagevendende. Vi tager et emne op, eksempelvis ”Lav et nyhedsindslag på 3 min, om Slotsbryggen” Så er det bare om at berøre alle vinkler på dette emne, optage og klippe det sammen. Det vil være en god træning i at fortælle en historie.
Så tilmeld dig til dette tiltag. Om aftenen giver klubben lidt og spise.